Blues, spænding og fri improvisation

Mol-bluesskalaen over en durklang

C-mol-bluesskalaen er C–E♭–F–G♭–G–B♭: 1–♭3–4–♭5–5–♭7. Over C7, C–E–G–B♭, mødes melodisk E♭ og akkordens E. Den blanding af mol- og durterts er en vigtig del af blues. Den kan virke spændt, og dens virkning afhænger af frasering, register og stil.

På klaveret bruger vi faste toner som en tilnærmelse. Sangere og mange andre instrumentalister kan forme blue notes mellem de faste tonehøjder. Bluesskalaen er et praktisk udvalg af tangenter, ikke en udtømmende beskrivelse af bluesklangen.

Tolv takter giver dig et kort

En enkel 12-takters blues i C kan være C7 | C7 | C7 | C7 | F7 | F7 | C7 | C7 | G7 | F7 | C7 | G7. Der findes mange varianter. Romertallene I7, IV7 og V7 beskriver et bluesmønster; alle tre akkorder er dominantseptimklange. De kommer ikke alle fra én C-durskala.

Her betegner “dominantseptim” akkordtypen: durtreklang plus lille septim. Det betyder ikke, at alle tre akkorder har dominantfunktion. C7 kan være hjemmeklangen i en C-blues. F7 indeholder E♭, og C7 indeholder B♭; derfor rækker forløbet ud over C-durs toner.

Lad akkordskiftet påvirke din frase

En C-bluesskala kan bruges gennem hele forløbet i mange bluesstilarter, men tonerne får forskellig betydning over C7, F7 og G7. Prøv at lande på A, når F7 kommer: det er akkordens terts, selvom A ligger uden for C-mol-bluesskalaen. Du udvider ordforrådet ved at følge harmonien.

Lav musik af få toner

Spil en kort idé, lad den få en pause, og svar med en variation. Gentag rytmen, flyt én tone, eller skift afslutningen ved næste akkord. Begrænsning hjælper dig med at høre sammenhængen. Målet er ikke flest mulige toner, men et forløb med form, retning og plads.

Prøv det ved klaveret

Start de tolv takter nedenfor og tæl fire pulsslag i hver takt. Spil først kun C, E♭ og G på dit eget klaver. Lyt især ved F7 i femte takt; prøv derefter A som landing. Der er plads til én hel runde, så forløbet stopper efter takt 12.